Hej, jeg hedder Stine
Jeg har gennem mere end 20 år arbejdet med mennesker, kultur, kommunikation og forandring i internationale, kreative performance-drevne miljøer – blandt andet som strategisk rådgiver, partner, direktør og leder af multikulturelle teams.
Jeg kender både energien i at skabe noget, lykkes med det svære og levere, når forventningerne er høje. Jeg kender også den anden side: ansvar, præstationspres, tvivl og de dynamikker, der kan opstå, når meget er på spil.
Gennem hele mit arbejdsliv har jeg været optaget af at forstå, hvad der bevæger mennesker. Først gennem strategi, trends, kultur og kommunikation. Senere gennem ledelse, relationer og organisationsdynamikker. I dag også gennem psykoterapi og arbejdet med de følelsesmæssige mønstre, der påvirker, hvordan vi forstår os selv, træffer valg og er sammen med andre.
Jeg er færdiguddannet psykoterapeut i januar 2027 og arbejder med udgangspunkt i emotionsfokuseret terapi. Jeg har desuden flere yogauddannelser bag mig, som har givet mig en mærkbar forståelse for sammenhængen mellem krop, følelser og vores måde at være i verden på.
Det giver mig et bredt blik på forandring; fra det, vi tænker og fortæller om os selv, til det vi mærker, de relationer vi indgår i, og den kultur vi er en del af.
Jeg arbejder med stor empati, oprigtig nysgerrighed og et ønske om at skabe forandring, der kan mærkes.
Jeg er medlem af Psykoterapeutforeningen, modtager løbende supervision og arbejder efter foreningens etiske retningslinjer.

