The missing link
Vi mennesker har udviklet os imponerende meget.
Vi kan optimere, måle og designe næsten alt — kroppen, hjernen, præstationen.
Vi har endda skabt kunstig intelligens, som kan analysere hurtigere, end vi selv kan.
Men midt i al den udvikling mangler noget afgørende.
Noget menneskeligt.
Noget sjæleligt.
Det, der skulle skabe forbindelsen mellem kroppen og det rationelle sind, er gledet i baggrunden: følelserne.
Vores hjerne er tredelt.
Krybdyrshjernen holder kontakten til kroppen.
Den præfrontale cortex styrer vores logiske tænkning.
Og imellem dem ligger det limbiske system — hjemstedet for vores følelser.
Det er her, vi mærker mening.
Kærlighed. Tab. Skønhed. Forbundethed.
Det er også her, vi bliver levende, sårbare og ægte.
Jeg tror, det er det tætteste, vi kommer på at forstå, hvor sjælen bor.
Mærk verden.
Når jeg ser ud i samfundet, er det tydeligt, at netop dette midterste lag er blevet negligeret.
Vi hylder det målbare frem for det mærkbare.
Vi træner kroppe, men ikke nærvær.
Vi dyrker intelligens — både den kognitive og den kunstige — men ikke sensibilitet.
Vi fejrer innovation, men glemmer intuition.
Kunst og kreativitet, sjælens sprog, bliver betragtet som pynt i stedet for nødvendighed.
Og mental sundhed omtales som et problem, der skal fixes, i stedet for et signal om noget dybt menneskeligt, der kalder på opmærksomhed.
Når mennesker mister forbindelsen til deres følelser, mister de også forbindelsen til hinanden.
Vi bliver effektive — men tomme.
Dygtige til at forklare — men ude af stand til virkelig at mærke.
Det uperfekte menneske.
Jeg ser det hver dag — professionelt og privat:
Mennesker der har lært at tænke sig ud af alting, men ikke længere har adgang til sig selv.
De kan forklare hvorfor de har det, som de har det.
Men de kan ikke føle det.
Det er som om sjælen får for lidt taletid.
Og det sker ikke uden grund.
I vores kultur forbindes følelser ofte med svaghed, irrationel adfærd eller tab af kontrol.
Ironisk nok er det præcis det modsatte:
Følelserne er vores kontrolpanel.
De binder krop og sind sammen.
Det er dér, mening opstår.
Når noget rører os, er det ikke bare kemi — det er livet, der banker på.
Jeg kender det fra mig selv.
I mange år levede jeg fra halsen og op: strategisk, skarp, hurtig, problemløsende.
Jeg kunne læse et rum og løse næsten alt — bortset fra mig selv.
Jeg troede, jeg havde forstået det hele.
Men forståelse uden følelsesmæssig kontakt er død teori.
Det var først gennem terapien, yogaen og mit arbejde med Emotion Focused Therapy, at jeg fandt det, der manglede: følelserne som det samlende led. The missing link.
Jeg begyndte at opdage, at selvindsigt aldrig kan stå alene.
Man skal ikke kun forstå sig selv.
Man skal kunne mærke sig selv.
Og turde lade sig mærke af verden.
Vores næste udviklingspotentiale.
I den østlige filosofi har man altid vidst det.
Yoga betyder forening — af krop, sind og sjæl.
Ikke som en præstation, men som en måde at leve på.
Man adskiller ikke det fysiske fra følelser. Ikke det individuelle fra det relationelle.
I Vesten har vi taget yogaen til os.
Men ofte på den mest vestlige måde: som teknik, optimering, præstation.
Vi har glemt essensen: at den handler om at finde ro, og være åndsnærværende i kontakten med os selv, og de mennsker som er omkring os.
Jeg tror, vores næste udvikling — både individuelt og samfundsmæssigt — ligger her.
Ikke i at rendyrke krop, intellekt eller følelser.
Men i at forene dem igen, så vi kan leve som hele mennesker i stedet for at skulle præstere som optimeret funktionelle systemer.
Coaching, terapi – og alt det imellem
Om hvorfor forandring kræver, at vi tør bevæge os mellem det sansende, det følende og det tænkende.
Der bliver ofte talt om forskellen mellem coaching og terapi.
Hvor går grænsen? Hvornår er noget for “dybt” eller “tungt”? Hvornår bliver det for “målstyret”?
Jeg forstår godt behovet for at skelne – for etik og tydelighed betyder noget.
Men i virkeligheden oplever jeg, at mange mennesker – og mange processer – bevæger sig i feltet imellem.
Livet gør det samme.
Nogle gange skal vi hele, før vi kan handle.
Andre gange skal vi handle, for at noget kan hele.
Og nogle gange smelter de to bevægelser sammen.
Når vi bevæger os mellem væren og gøren
Jeg har mere end 20 års erfaring som leder og strategisk rådgiver, hvor udvikling, mål og forandring har været mit daglige sprog.
Samtidig er jeg på sidste år af min psykoterapeutuddannelse (EFT) og har flere yogauddannelser bag mig.
Det betyder, at jeg bevidst bevæger mig i feltet mellem coaching og psykoterapi – med tydelig etik og klare rammer.
Jeg ser ikke grænser, men bevægelser.
Mellem indsigt og handling, væren og gøren, forståelse og erfaring.
Forandring sker ikke, fordi vi tænker os til det – eller føler os til det – men fordi vi tør forbinde de to.
Mennesket i centrum
Den eksistentielle psykoterapi, som Irvin Yalom og andre har beskrevet, minder os om, at terapi i sin kerne handler om at være menneske.
At stå ansigt til ansigt med livets grundvilkår – kærlighed, frihed, ansvar, ensomhed og dødelighed – og tage stilling til, hvordan vi vil leve med dem.
Yalom skriver, at terapi ikke kun handler om at fjerne smerte, men om at leve med større bevidsthed og intensitet.
Det samme gælder coaching, når den udføres med dybde.
Når vi forstår os selv bedre – ikke bare som funktioner i et system, men som hele mennesker – bliver vi mere i stand til at skabe liv, relationer og lederskab med retning og kvalitet.
Udvikling sker på flere niveauer
Forandring sker sjældent ét sted i os – den bevæger sig på tværs af krop, følelser og tanker.
Forskning i neuropsykologi og psykoterapi viser, at hjernen har udviklet sig i tre lag – ofte kaldet den tredelte hjerne.
De tre dele afspejler, hvordan vi som mennesker både sanser, føler og tænker os gennem livet.
Den sansende hjerne – den ældste del, som styrer instinkter, sanser og overlevelsesreaktioner. Den fortæller os, hvordan vi har det, før vi kan sætte ord på det.
Den følende hjerne – det limbiske system, hvor vores emotioner og relationer bor. Den gør os i stand til at mærke og forstå os selv gennem kontakt med andre.
Den tænkende hjerne – neocortex, den nyeste del, som kan reflektere, analysere og skabe mening.
Måske derfor lever vi i en tid, hvor vi ofte favoriserer den tænkende del.
Vi analyserer, planlægger og optimerer – men mister nogle gange forbindelsen til kroppen og det emotionelle sprog, der fortæller os, hvad vi egentlig har brug for.
Når vi ikke integrerer de tre dele, mister vi balancen.
Vi bliver enten for rationelle, for følelsesstyrede eller for reaktive.
Ægte udvikling sker, når vi tør forbinde de tre niveauer og lade dem samarbejde.
Et centralt begreb i denne sammenhæng er mentalisering – evnen til at forstå både sig selv og andre som væsener med tanker, følelser og intentioner.
Det kan lyde abstrakt, men det er i virkeligheden dybt menneskeligt:
Når vi mentaliserer, opdager vi, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og får frihed til at vælge, hvordan vi vil handle.
Forskningen viser, at netop denne evne – at kunne mærke, forstå og reflektere over både egne og andres indre tilstande – er afgørende for vores trivsel, relationer og lederskab.
Min egen vej til helhed
Min egen rejse afspejler netop den bevægelse.
Jeg startede i det tænkende – med akademiske uddannelser, strategisk arbejde og ledende roller, hvor refleksion, analyse og målsætninger var centrale.
Det gav mig struktur og forståelse for kompleksitet – men jeg mærkede, at noget manglede.
Gennem yogaen begyndte jeg at udforske det sansende lag.
Yoga blev et spejl, hvor jeg lærte at se mig selv indefra: at finde kropslig forankring, mærke grænser og energi – og opdage, at forandring også sker i stilheden.
Med Emotion-Focused Therapy (EFT) fandt jeg det følende lag, der bandt det hele sammen.
EFT lærte mig, at følelser ikke står i vejen for fornuft – de fører os mod den, når vi lærer at lytte.
At forstå, regulere og give plads til følelser som bærere af behov og mening skaber kontakt – både indad og udad.
At integrere de tre niveauer kræver evnen til at registrere sansninger, mærke følelser og danne mening – og modet til at handle på det, man opdager.
Det er her, jeg oplever, at reel forandring sker:
Når vi ikke kun forstår os selv, men også mærker og lever os selv.
Etik, timing og tryghed
Nogle mennesker mærker, at noget gør ondt, eller føler sig misforstået og blokeret af angst, stress eller depressive tanker.
Andre, fordi de længes efter at skabe nyt – mere nærvær, frihed eller retning.
Begge bevægelser er vigtige.
Det afgørende er at vide, hvornår vi skal blive i dybden – og hvornår vi skal handle.
Derfor starter jeg altid dér, hvor du er.
Min rolle er at sikre, at vi arbejder på det niveau, der føles meningsfuldt og trygt – og at vi skifter spor, når processen kalder på det.
Det kræver tydelig etik og bevidsthed.
For det er aldrig neutralt at arbejde med mennesker – uanset om vi kalder det coaching eller terapi.
At leve med livskraft og kvalitet
Eksistentiel terapi minder os om, at udvikling ikke kun handler om at “få det bedre”, men om at leve mere helt.
At finde mening midt i det komplekse.
At opdage friheden til at vælge, hvordan vi vil være i verden – også når vi ikke kan styre alt.
Det er det, jeg forstår ved forandring, der kan mærkes:
Når vi både tør mærke og handle.
Når vi tør leve med større bevidsthed, mod og nærvær.
For mig er coaching og terapi ikke modsætninger, men forskellige indgange til det samme spørgsmål:
Hvad vil det sige at være menneske – og hvordan kan vi leve med mere livskraft, mening og kvalitet?
Kære leder, lær at danse i regnen – stormen ser ud til at fortsætte. .
Darwin sagde det for mere end 150 år siden: “It is not the strongest of the species that survive, nor the most intelligent, but the one most adaptable to change.”
I dag er det ikke kun naturens storme, vi skal forholde os til, men konstante forandringer i vores arbejdsliv og samfund. Nye teknologier, AI, globale kriser, krav om effektivitet og stigende kompleksitet. Mange ledere håber, at stormen snart lægger sig. Men sandheden er jo nok: den fortsætter.
Og derfor er det ikke styrken, der tæller mest, men evnen til at danse i regnen.
Det burde være åbenlyst, men i vores organisationer måler vi stadig primært på det, der er stærkt, hurtigt og synligt – ikke på det, der faktisk afgør, hvem der klarer sig gennem stormen: fleksibilitet, mod og evnen til at skabe nye løsninger, når reglerne ændrer sig.
Frygten er den største fjende
Som en del af GroupM/WPP’s første gruppe af AI-superusers kunne jeg se, hvordan opgaver, jeg engang fandt en særlig glæde i – at forbinde prikkerne i en strategi eller udtænke nye kreative løsninger – pludselig blev skitseret af en maskine på få sekunder.
AI kan allerede skrive slogans, lægge planer og analysere markeder hurtigere, end jeg kan nå at hælde vand i kaffemaskinen. Og ja – noget af det er skræmmende. For hvad sker der, når det, vi troede var vores unikke kreative eller strategiske evne, pludselig kan efterlignes af en maskine?
Men midt i uroen er der også strejf af solskin. For AI kan imitere et slogan, men det kan ikke mærke timingen i en joke, ikke forstå hvornår selvironi bygger fællesskab, og hvornår den falder til jorden. Det kræver empati, nærvær og intuition – menneskelige evner, som jeg tror bliver mere afgørende end nogensinde. Evner, der gør os i stand til at være fleksible, forandringsparate og skabe fremskridt med mennesket i centrum.
Måske er det derfor, vi skal se på frygten – ikke teknologien – som den største trussel. Frygten for at miste relevans. Frygten for at fejle. Frygten for at indrømme, at vi ikke har alle svarene. For styrke handler ikke længere om at stå urokkelig som et egetræ i stormen. Styrke er at turde være menneskelig, at turde tage fejl, at turde danse i regnen, selv når himlen åbner sig.
Forandringsparathed kræver mere end KPI’er
Vi siger ofte, at vi er forandringsparate. Men når stormen rammer, viser identitet og frygt sig som de to største barrierer: – Hvem er jeg, hvis mit arbejde kan gøres af en algoritme? – Hvad sker der, hvis jeg slipper kontrollen og prøver noget nyt?
Det er her, den menneskelige fleksibilitet skal dyrkes. Ikke som en blød kompetence, men som en hård nødvendighed. For at skabe organisationer, der kan udvikle sig med AI – i stedet for mod det – kræver det, at vi tør stå i uvisheden, sætte klare intentioner og samtidig være åbne for, at løsningerne kan tage en uventet form.
Det menneskelige mulighedsrum
De mest meningsfulde løsninger, jeg har oplevet, er ikke opstået af KPI-rapporter eller præstationsmålinger. De er opstået i de åbne samtaler med kollegaer, hvor ingen vidste præcis, hvor vi ville ende. Hvor vi turde lege med ideer, udfordre hinanden og tænke nyt.
AI kan levere effektivitet, men det kan ikke skabe det råderum, hvor kreativitet, empati og mod fødes. Og det er netop dér, fremtidens ledere skal lægge deres energi.
At lede i stormvejr er ikke at vente på, at skyerne driver væk. Det er at turde danse i regnen. At måle på kultur, samarbejde og forandringskapacitet – ikke kun på bundlinje og deadlines. At insistere på, at teknologi skal hjælpe os til at blive mere menneskelige, ikke mindre.
Og ja, denne artikel er skrevet i samarbejde med AI – men den ville aldrig være opstået uden samtaler med mit netværk og min datter, som denne morgen fortalte mig, at hun havde hørt et godt citat: “Man skal ikke frygte stormen, men lære at danse i regnen.” Samtidig med at jeg kiggede ud ad vinduet og så efteråret sætte ind i den virkelige verden.
Hvis du er nysgerrig, eller tænker at din arbejdsplads kunne have glæde af at arbejde med de her temaer, er du altid velkommen til at række ud. Du kan også skrive dig op til mit månedlige nyhedsbrev, hvor jeg deler tanker og inspiration fra mit arbejde med terapi, ledelse og menneskelig udvikling.
Hvor ligger ansvaret?
Der bliver peget mange steder hen for tiden.
På skolen. På bestyrelsen. Ja, endda på AI – som (endnu) ikke har det, der ligner en intention bag noget.
I DR’s Skolens fortabte børn peger forældre på systemet, mens dele af samfundet peger på forældrene – og børnene står midt i orkanens øje.
I erhvervslivet trækker bestyrelsesmedlemmer sig fra Novo Nordisk, mens debatten raser om, hvem – og hvornår – der burde have været grebet ind.
Når vi peger fingre, leder vi efter nogen at give skylden.
Men ofte er det, vi i virkeligheden leder efter, ansvar.
Skyld giver os en forklaring. Ansvar giver os en mulighed.
Måske handler det ikke kun om, hvem der har gjort noget forkert,
men om hvordan vi forstår ansvar.
For verden er blevet større.
Og vores blik har mulighed for at blive dybere.
Hvis vi tør.
Fra det forudsigelige til det mulige
I århundreder har vi set verden gennem et newtonsk blik – som et maskineri, der kan styres, måles og forudsiges.
Hvis bare vi havde de rette systemer, kunne vi holde alt i balance.
Men den tanke hører en anden tid til.
Kvantefysikken har vist os, at universet ikke består af isolerede dele, men af relationer, bevægelser – og mulighedsrum.
At selve det, at vi observerer, ændrer det, vi ser.
At alt, hvad vi gør – eller undlader at gøre – påvirker feltet omkring os.
Det gælder i fysikken.
Men også i livet, i organisationer og i ledelse.
Vi kan ikke længere stå udenfor og tro, at ansvaret ligger hos “systemet”.
Vi er en del af det.
Vi er systemet.
Når vi ser verden som relationel i stedet for mekanisk, åbner der sig et helt nyt mulighedsrum for, hvordan vi kan forstå ansvar.
Ikke som kontrol, men som bevidst deltagelse.
Ikke som skyld, men som forbindelse.
I dette mulighedsrum bliver ansvar ikke en pligt – men et sted, hvor noget nyt kan opstå.
Fra kontrol til deltagelse
Når vi tror, ansvar handler om at have styr på alt, bliver vi hurtigt fanget i kontrol.
Men ansvar handler i virkeligheden om at deltage aktivt i det felt, vi allerede er en del af – at være vågne over for, hvordan vores valg, store som små, påvirker helheden.
I en verden, der hele tiden forandrer sig, bliver ansvar ikke en byrde, men en bevægelse.
En invitation til at deltage i skabelsen af virkeligheden.
Ligesom i kvantefysikken er intet statisk.
Alt er i samspil.
Hver beslutning, hvert ord, hver relation åbner – eller lukker – et mulighedsrum.
Det betyder, at vi altid har indflydelse.
Også når vi tror, vi står stille.
I moderne ledelse er det let at gemme sig bag KPI’er, processer og systemer.
Men de målinger fortæller ikke, hvordan mennesker påvirker hinanden.
Når vi tør træde ind i feltet og tage ansvar – ægte, relationelt ansvar – begynder noget at bevæge sig.
Når en leder siger: “Det her er mit ansvar,” ændrer det kulturen.
Når en forælder spørger: “Hvordan bidrager vi bedst til fællesskabet?” ændrer det stemningen.
Når et bestyrelsesmedlem går af, fordi værdierne ikke længere hænger sammen med handlingerne, sætter det et nyt eksempel.
Vi er ikke isolerede planeter, men forbundne felter.
Og det er i mødet – ikke i systemet – at ansvar opstår.
Et kald - måske til dig?
Vi kan ikke vælge verden fra – kun vælge, hvordan vi forholder os til den.
Men måske kan vi, med et større blik, se, at ansvar også handler om at forstå sin virkning i helheden.
At vide, at vores handlinger – som ledere, forældre eller kolleger – altid sætter noget i bevægelse.
At ansvar ikke handler om at kunne forudsige alt, men om at være til stede i mulighedsrummet, hvor fremtiden formes.
Det er den form for ledelse, jeg tror, vi har brug for nu:
En ledelse, der tør tænke i felter frem for siloer.
Som ikke søger at kontrollere alt, men at skabe retning, mening og integritet midt i kompleksiteten.
For når vi forstår, at vi altid påvirker feltet – at vi altid er en del af ligningen – bliver ansvar ikke længere tungt.
Det bliver meningsfuldt.
Jeg skriver det her, fordi jeg selv kender fristelsen til at blive stående i det trygge.
Men verden kalder på os, der tør bevæge os med større bevidsthed.
Kvantefysikken viser os, at selv den mindste partikel kan skabe en forskel.
Det samme gælder for mennesker.
Når vi tager ansvar – ikke kun for os selv, men for helheden – udvider vi vores verden.
Vi mærker, at vi ikke bare reagerer på virkeligheden. Vi er med til at skabe den.
Så spørg dig selv:
Hvordan mærker du ansvar i dit liv lige nu?
Er der et sted, hvor du føler et kald til at træde frem – selvom det føles svært?
Hvis du er klar til at udforske, hvad der står i vejen for at tage ansvar – og hvad der kan give dig modet til at handle – tilbyder jeg ledelsescoaching, hvor vi arbejder med netop det:
at finde roret, så du kan tage ansvar for både din egen retning og den forskel, du ønsker at gøre i verden.
Haren og Skildpadden – om tempo, autenticitet og ledelse i balance
Når tempoet tager styringen
Vi kender fablen: haren og skildpadden, der løber om kap. Haren, hurtig og selvsikker, farer fremad – men mister fokus og tager en lur. Skildpadden, langsom men vedholdende, holder kursen og vinder til sidst.
Det er en fortælling om mere end blot hurtighed og tålmodighed. Den handler om, hvad det egentlig kræver at komme i mål – og den rammer lige ned i en af de største udfordringer i moderne ledelse.
I mange organisationer er det haren, der sætter tonen. Kvartalsregnskabet presser, aktiekursen skal plejes, og medarbejderne efterspørger klare svar og hurtige beslutninger. Tempo og resultater bliver styrende – og risikoen er, at lederen mister evnen til at lytte, reflektere og holde fast i retningen.
Jeg har selv oplevet det. Den konstante jagt på vækst, på næste leverance, på at levere over forventning – det kan være både motiverende og adrenalinfyldt. Men det slider også, for i farten mister man let kontakten til det, der egentlig betyder noget. Det sker ikke kun for den enkelte leder, men for hele organisationen.
Autentisk ledelse kræver mod
At lede autentisk i et sådant landskab er ikke let. Det kræver meget af den enkelte leder at stå fast, når bestyrelsen kræver tempo, aktiekursen dirigerer opmærksomheden, og medarbejderne trækker i hver sin retning.
Autenticitet er ikke en teknik eller en metode, man kan sætte ind som et quick fix. Det er et dybere arbejde med sig selv: at turde mærke, når man er på vej til at gå for meget på kompromis, og at finde ind til den indre klarhed, der gør det muligt at lede med tydelighed.
Det er her, emotionel intelligens bliver afgørende. Ikke kun i forhold til at forstå andre, men i lige så høj grad i forhold til at forstå sig selv: Hvad er mine værdier? Hvorfor står jeg her? Hvilken retning giver mening for mig – og dermed for organisationen?
Motivation til det lange seje træk
Forskning viser, at netop denne form for ledelse – hvor autenticitet og refleksion balancerer performancekravene – skaber de mest meningsfulde og tilfredsstillende resultater. Ikke alene for lederen selv, men også for medarbejderne og i sidste ende for forretningen.
Det er motivationen til det lange seje træk: at skabe kultur, forandring og udvikling, som holder. Ikke kun det kortsigtede fiks til næste kvartalsregnskab.
At gå et lag dybere
Derfor arbejder jeg med ledelse på et andet plan end de traditionelle kurser, hvor fokus ofte er på værktøjer, modeller og mål. Det er nyttigt – men det er sjældent nok. For den egentlige forandring sker, når vi tør gå et lag dybere.
Når vi mærker efter, hvad der virkelig betyder noget. Når vi tør stå ved os selv, også når det er ubehageligt. Når vi opdager, at ledelse ikke handler om at have alle svarene, men om at være tydelig nok til at skabe ægte følgeskab.
Det er herfra, at vi både kan skabe resultater og mening. Og det er herfra, at ledelse også får et positivt afkast i privatlivet – fordi tydelighed, nærvær og autenticitet smitter. På arbejdspladsen. Hjemme hos børnene. I parforholdet.
Moralen
Haren minder os om fristelsen til at lade tempo og kortsigtet performance styre. Skildpadden minder os om styrken i ro, stabilitet og vedholdenhed. Som ledere må vi balancere begge dele – men aldrig glemme, at det langsomme og stabile er det, der giver retning, mening og varige resultater.
Hvis du er nysgerrig eller klar til at arbejde med at finde ind til mere nærvær og autenticitet, er du altid velkommen til at række ud for en uformel snak. Du kan også følge med på LinkedIn eller Instragram, hvor jeg deler nyt, når jeg har skrevet mere om terapi, ledelse og menneskelig udvikling.
Jeg lyder som Katrine Diez
Om længslen efter det smukke, jagten på mening og vejen tilbage til sig selv
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke skulle bruge tid på bogen I egen barm af Katrine Diez. Det virkede mest af alt som en gossip-roman, hvor de mest private detaljer allerede var blevet delt på Reddit og i sladderbladene. Det på trods af at jeg faktisk havde fulgt Katrine Diez on/off på Instagram i nogle år. Set hendes smukke outfits, vilde rejser og det perfekte liv i den kreative klasse.
Ja jeg havde bestemt mine forbehold Men alligevel blev jeg draget. For der var noget over det smukke ydre, det dådyragtige blik og det nøje kuraterede univers, der facinerede og dragede mig.
Så jeg satte – lidt modvilligt, men også nysgerrigt – lydbogen i gang. Katrines egen spæde stemme fulgte mig i bilen og på gåturen i en uges tid. Og jeg blev både chokeret, irriteret, bekymret – og fascineret.
Og så skete det kort efter: Jeg sad med min egen dagbog og skrev en sætning, der var mit forsøg på at få livet til at give mening. Og pludselig kunne jeg høre det: Jeg lyder som Katrine Diez.
Det var ikke ordene, men tonen. Det håbefulde. Det pæne. Det alt for smukke, som alligevel rørte noget i mig. Mit noget mindre farverige liv havde andre ord – men længslen var den samme. Driften mod det pæne, det kontrollerede, det perfekt kuraterede. Drømmen og længslen om at nu lever jeg på den lyserøde sky forevigt.
Spektaklernes tid
Vi lever i spektaklets tidsalder.
Ordet spektakel kommer fra Guy Debord, le spectacle. Det handler om, at vi oplever verden gennem billeder og iscenesættelser. Et måltid skal fotograferes, en rejse skal postes, en sorg skal deles i det helt rigtige lys. Spektaklets samfund forvandler rigtige tanker til overfladiske forestillinger.
Det er en tid, hvor facaden ofte bliver vigtigere end det, der ligger bag. Hvor det polerede billede kan betyde mere end oplevelsen selv – og hvor vi næsten uundgåeligt begynder at tro på illusionen. Ikke bare andres, men også vores egen.
Jeg kunne mærke det i mødet med Diez’ bog. Det var ikke kun hende, jeg hørte – det var mig selv.
Den længsel, vi deler
Og her er pointen: Den længsel er ikke sær. Den er grundmenneskelig.
Vi er flokdyr. Vi er biologisk indrettet til at søge tilknytning og anerkendelse. Problemet er bare, at vi i vores tid alt for ofte forveksler kærlighed med beundring – og fællesskab med likes. Vi tror, at det polerede, stærke og kontrollerede udtryk åbner døren til fællesskabet. Men det gør det modsatte.
For det, vi i virkeligheden længes efter, er jo ikke applaus. Det er at høre til. At blive set. At blive elsket. Ikke for en facade, men for den, vi virkelig er.
Når vi gemmer os bag det perfekte, risikerer vi at præsentere en udgave af os selv, der er let at beundre, men svær at forbinde sig til. Og vi mister kontakten til den stemme, der ved, hvem vi er.
Søren Kierkegaard ville sige, at vi sidder fast i det æstetiske stadium, hvor vi jagter skønhed og anerkendelse. Men før eller siden banker det etiske stadium på – trangen til at leve mere sandt, mere ægte.
Den verdenskendte amerikansk psykiater, Irvin Yalom, beskriver det samme ud fra et terapeutisk perspektiv: at mening ikke findes i facaden, men i relationen, i mødet mellem mennesker.
Det kræver mod at stå i sin autenticitet – med både styrker og svagheder. Måske fordi vi frygter afvisning, eller fordi vi slår os selv i hovedet over ikke at være perfekte. Men her ligger paradokset: Autenticitet skaber både mening og tydelighed. Tydelighed til at sætte kærlige grænser. Tydelighed til at forbinde sig med de mennesker, som faktisk kan lide det, de ser og mærker. Og den tydelighed skaber relationer, der er dybere – og et liv, der føles rigere.
Min udvikling som terapeut
Under min uddannelse som psykoterapeut (Emotion Focused Therapy) er jeg blevet endnu mere opmærksom på, hvor let vi mennesker kan fare vild i længslen efter det polerede – og hvor meget vi i virkeligheden længes efter noget andet.
Følelser peger os i retning af, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer at lytte til dem, og turde at mærke dem, får vi adgang til os selv i en ren form. Og ud fra det kan vi finde en større mening og klarhed i os selv, og endnu bedre evnen til at forbinde os med andre - uden at skulle jagte likes eller følgere.
Jeg har måttet se mine egne blinde vinkler i øjnene: Hvor ofte jeg selv har søgt efter anerkendelse gennem det pæne og det rigtige. Men også hvor frigørende det er, når jeg tør træde ud af det mønster og ind i et mere autentisk selv.
Brené Brown siger det klart: “Sårbarhed er ikke svaghed, det er modet til at vise sig, som man er.” Og her ligger nøglen. Vi længes efter at blive elsket for det, vi virkelig er – men vi ender alt for ofte med at præsentere en redigeret version af os selv i håb om, at netop den vil blive accepteret.
En invitation
Så ja – jeg lyder som Katrine Diez. Og måske gør du også. Ikke fordi vi alle drømmer om at være influencers eller være en del af toppen af poppen i den kreative klasse, men fordi længslen efter at blive elsket gennem det smukke og polerede er en del af de fleste af os.
Spørgsmålet er, om vi tør bryde med spektaklernes logik og finde hjem i noget andet: autenticitet, nærvær og sårbarhed.
Måske er det dér, vi virkelig kan blive set og elsket på den måde vi ønsker.
Hvis du er nysgerrig eller klar til at arbejde med at finde ind til mere nærvær og autenticitet, er du altid velkommen til at række ud. Du kan også skrive dig op til mit månedlige nyhedsbrev, hvor jeg deler tanker og inspiration fra mit arbejde med terapi, ledelse og menneskelig udvikling.
Jagten på relevans
Når brands og mennesker oversamarbejder
Why do it? Why chance it? Why risk it?
Det spørgsmål stiller Nike i deres nyeste kampagne. På overfladen rammer det en generations frygt: Gen Z’s konstante selvbevidsthed og angst for at være “cringe.” Frygten for at prøve for hårdt. Frygten for at blive set.
Se videoen her: https://youtu.be/Bcpu-jqAL6w?si=KXiKvCbF8HRxCuL4
Måske afslører spørgsmålet i virkeligheden noget andet: ikke målgruppens frygt – men Nikes egen. Frygten for at blive irrelevant. Og med faldende omsætning, et kollaps i net income og nedskæringer i Kina er frygten ikke ubegrundet.
Når vi mister os selv i jagten på relevans
Når vi kun kigger udad – på, hvad “de andre” vil have – risikerer vi at miste forbindelsen til os selv. Vi havner i en konstant tilstand af selvbevidsthed. Det er udmattende. For mennesker – og for brands.
Nike reagerer på det kulturelle øjeblik i stedet for at lede det. De bruger de samme gamle virkemidler: kendte ansigter, slowmotion, ironisk voiceover. Det ligner integritet, men er i virkeligheden oversamarbejde – et desperat forsøg på at please og passe ind i stedet for at stå fast.
Og vi kender det også fra os selv. Når vi går for langt i forsøget på at passe ind i relationer, i arbejdet, i livet. I psykologien kaldes det oversamarbejde – frygten for ikke at være god nok, eller for at blive irrelevant, som får os til at tilpasse os så meget, at vi til sidst risikerer at forsvinde i the sea of sameness og helt miste fornemmelsen af, hvem vi egentlig er.
Integritet er at stå fast i sig selv og turde vise, hvem man er. Samarbejde er når vi aktivt lytter, og tilpasser os relationer eller fællesskaber – uden at give køb på sin egen kerne.
Nike er ikke alene. Frygten for at miste relevans – eller helt enkelt frygten for ikke at blive elsket – kan få os alle, både brands og mennesker, til at rette blikket for meget mod de andres behov.
Og dér kommer vi til spørgsmålet, jeg selv kender alt for godt: Hvem er din målgruppe?
Det spørgsmål har jeg stillet igen og igen. Det er helt centralt i enhver strategi: at forstå målgruppen, lytte til deres behov og vide, hvem man faktisk kan tilbyde noget værdifuldt. For uden det risikerer vi at tale for døve ører.
Men faren opstår, når vi gør målgruppen til hele svaret. Når vi tilpasser os så meget til deres ønsker – eller det, vi tror, de ønsker – at vi selv forsvinder. I stedet for at stå klart, bliver vi utydelige. I stedet for at være relevante, bliver vi ligegyldige.
At kende sin målgruppe er vigtigt. Men det må aldrig ske på bekostning af integriteten. For det er netop balancen mellem at lytte og at stå fast, der afgør, om vi bliver mennesker og brands, andre virkelig kan spejle sig i.
Hvorfor vi bliver draget mod dem, der tør
Måske er det derfor, vi ofte bliver draget mod meget kreative mennesker. Ikke fordi de er perfekte, men fordi de tør. De viser, hvem de er, og står tydeligt frem. Det føles befriende. Og magnetisk.
Det samme gælder brands. Vi mærker det, når et brand ikke gemmer sig bag trends eller forsøger at tilpasse sig alles smag, men i stedet står klart i sin egen stemme. Det kræver mod – men det er netop det, der gør et brand interessant og værd at følge.
Vi bliver ikke relevante ved at undgå at skille os ud. Vi bliver relevante, når vi tør stå fast – også selvom nogen måtte synes, det er cringe.
Og her vender spørgsmålet sig tilbage til os som mennesker. Nike spørger “Why do it?” – men jeg vil hellere spørge: “Why work with yourself?”
For svaret er enkelt: fordi det er sådan, vi står stærkere. Bliver tydeligere. Og dermed bliver relevante for de rette mennesker – uden at miste os selv i forsøget på at please alle andre.
Det er også her, målgruppe-begrebet vender på hovedet. For hvis vi bekymrer os for meget om målgruppen, mister vi integriteten. Og hvad har vi så egentlig at tilbyde?
Så hvem er min målgruppe?
Min målgruppe er ikke defineret af alder, titel eller branche.
Min målgruppe er de mennesker, der kan mærke, at de har brug for lidt hjælp til at turde. Til at stå mere tydeligt i sig selv. Til at finde integritet frem for oversamarbejde.
Det er de mennesker, vi allerhelst omgiver os med, fordi deres tydelighed giver plads til os andre – og plads til at bidrage med det unikke, de har at tilbyde verden.
Og det er de tydelige brands – dem, der ikke kun lefler for målgruppens stemninger, men tør vise, at de har noget at tilbyde i egen ret – der vinder i længden.
Hvis du er nysgerrig, eller tænker at din arbejdsplads kunne have glæde af at arbejde med de her temaer, er du altid velkommen til at række ud. Du kan også skrive dig op til mit månedlige nyhedsbrev, hvor jeg deler tanker og inspiration fra mit arbejde med terapi, ledelse og menneskelig udvikling.