The missing link

Vi mennesker har udviklet os imponerende meget.
Vi kan optimere, måle og designe næsten alt — kroppen, hjernen, præstationen.
Vi har endda skabt kunstig intelligens, som kan analysere hurtigere, end vi selv kan.

Men midt i al den udvikling mangler noget afgørende.
Noget menneskeligt.
Noget sjæleligt.

Det, der skulle skabe forbindelsen mellem kroppen og det rationelle sind, er gledet i baggrunden: følelserne.

Vores hjerne er tredelt.
Krybdyrshjernen holder kontakten til kroppen.
Den præfrontale cortex styrer vores logiske tænkning.
Og imellem dem ligger det limbiske system — hjemstedet for vores følelser.

Det er her, vi mærker mening.
Kærlighed. Tab. Skønhed. Forbundethed.
Det er også her, vi bliver levende, sårbare og ægte.

Jeg tror, det er det tætteste, vi kommer på at forstå, hvor sjælen bor.

Mærk verden.

Når jeg ser ud i samfundet, er det tydeligt, at netop dette midterste lag er blevet negligeret.

Vi hylder det målbare frem for det mærkbare.
Vi træner kroppe, men ikke nærvær.
Vi dyrker intelligens — både den kognitive og den kunstige — men ikke sensibilitet.
Vi fejrer innovation, men glemmer intuition.

Kunst og kreativitet, sjælens sprog, bliver betragtet som pynt i stedet for nødvendighed.
Og mental sundhed omtales som et problem, der skal fixes, i stedet for et signal om noget dybt menneskeligt, der kalder på opmærksomhed.

Når mennesker mister forbindelsen til deres følelser, mister de også forbindelsen til hinanden.
Vi bliver effektive — men tomme.
Dygtige til at forklare — men ude af stand til virkelig at mærke.

Det uperfekte menneske.

Jeg ser det hver dag — professionelt og privat:
Mennesker der har lært at tænke sig ud af alting, men ikke længere har adgang til sig selv.

De kan forklare hvorfor de har det, som de har det.
Men de kan ikke føle det.

Det er som om sjælen får for lidt taletid.
Og det sker ikke uden grund.
I vores kultur forbindes følelser ofte med svaghed, irrationel adfærd eller tab af kontrol.

Ironisk nok er det præcis det modsatte:
Følelserne er vores kontrolpanel.
De binder krop og sind sammen.
Det er dér, mening opstår.
Når noget rører os, er det ikke bare kemi — det er livet, der banker på.

Jeg kender det fra mig selv.
I mange år levede jeg fra halsen og op: strategisk, skarp, hurtig, problemløsende.
Jeg kunne læse et rum og løse næsten alt — bortset fra mig selv.

Jeg troede, jeg havde forstået det hele.
Men forståelse uden følelsesmæssig kontakt er død teori.

Det var først gennem terapien, yogaen og mit arbejde med Emotion Focused Therapy, at jeg fandt det, der manglede: følelserne som det samlende led. The missing link.

Jeg begyndte at opdage, at selvindsigt aldrig kan stå alene.
Man skal ikke kun forstå sig selv.
Man skal kunne mærke sig selv.
Og turde lade sig mærke af verden.

Vores næste udviklingspotentiale.

I den østlige filosofi har man altid vidst det.
Yoga betyder forening — af krop, sind og sjæl.
Ikke som en præstation, men som en måde at leve på.

Man adskiller ikke det fysiske fra følelser. Ikke det individuelle fra det relationelle.

I Vesten har vi taget yogaen til os.
Men ofte på den mest vestlige måde: som teknik, optimering, præstation.
Vi har glemt essensen: at den handler om at finde ro, og være åndsnærværende i kontakten med os selv, og de mennsker som er omkring os.

Jeg tror, vores næste udvikling — både individuelt og samfundsmæssigt — ligger her.
Ikke i at rendyrke krop, intellekt eller følelser.
Men i at forene dem igen, så vi kan leve som hele mennesker i stedet for at skulle præstere som optimeret funktionelle systemer.