Når kunstig intelligens vokser – hvad sker der med den menneskelige?
It all begins with an idea.
Vi står midt i en teknologisk revolution. Kunstig intelligens flytter ind i vores virksomheder, vores hjem og vores hverdag. Den kan skrive tekster, analysere data, forudsige forbrugsmønstre og hjælpe os til at træffe hurtigere beslutninger. Det er fascinerende – og lidt skræmmende.
For hvad sker der med os mennesker, hvis vi glemmer, at teknologien aldrig kan erstatte det, der gør os mest menneskelige?
AI kan gøre os mere effektive, men det er kun i samspillet med vores empati, kreativitet og evne til at samarbejde på tværs af forskelligheder, at vi kan skabe noget, der virkelig rører og forandrer. Uden det risikerer vi at reducere os selv til funktioner i et system – endnu en datapunkt i et regneark.
Igennem hele mit liv har jeg haft kontakt til utrolig mange virksomheder og brands, og jeg oplever, at mange bliver fanget i en målbarhedskultur. Og det er kun eskaleret i takt med, at vi kan måle endnu mere. KPI’er, dashboards, lykkeindeks og performance-tal fylder. Jeg kan være nervøs for, at vi i takt med, at vi kan automatisere mere og mere, bliver fanget i et effektivitetsloop, som ikke nødvendigvis skaber bedre løsninger for mennesker – men bare hurtigere processer og pænere kurver.
Men er det egentlig dét, vi har brug for?
Martin Buber talte om forskellen mellem to måder at være sammen på: jeg-det og jeg-du. Når vi ser hinanden som objekter, funktioner eller præstationer – så lever vi i jeg-det. Men når vi møder hinanden som mennesker – med fejl, følelser og alt det uskønne – så lever vi i jeg-du. Og det er dér, nærvær og mening opstår. Det er dér, vi husker, hvorfor vi overhovedet gør alt det, vi gør.
Kierkegaard sagde, at mennesket er et selv, der skal forholde sig til sig selv. Det kan lyde højtragende, men i bund og grund handler det om, at vi ikke kan outsource det vigtigste ansvar i livet: At beslutte, hvem vi vil være, og hvordan vi vil leve. Ingen algoritme kan tage det valg for os. Tværtimod bliver det endnu vigtigere, at vi selv tør sætte retningen – ikke bare for at være effektive, men for at leve ægte.
Under min uddannelse som psykoterapeut i Emotion Focused Therapy (EFT) er jeg blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtig emotionel intelligens er – og jeg tror på, at den kun bliver endnu vigtigere i fremtiden.
Følelser er ikke bare noget, vi skal holde nede eller ignorere. De er signaler, der peger os i retning af, hvad der er vigtigt, og hvad vi længes efter. Når vi lærer at lytte til vores følelser med empati – både over for os selv og andre – får vi adgang til en form for intelligens, som ingen algoritme nogensinde kan erstatte: evnen til at forbinde os som mennesker.
Det betyder ikke, at vi skal lade følelserne styre os blindt. Tværtimod handler det om at bruge dem som kompas – som en måde at navigere ud fra den mening, vi selv kan danne, fremfor blot at følge den næste KPI, det næste mål eller det næste filter.
Måske er det netop det, vi skal minde os selv og hinanden om i en tid, hvor alt kan måles og optimeres: At det ikke altid er det hurtigste, mest effektive eller mest polerede, der gør livet værd at leve. Men nærværet. Samarbejdet. Kreativiteten. Og den helt almindelige omsorg for hinanden.
Fremtiden tilhører ikke teknologien alene. Den tilhører os – når vi tør bringe det menneskelige med: empati, kreativitet, kærlighed og modet til at være ægte.
Hvis du er nysgerrig, eller tænker at din arbejdsplads kunne have glæde af at arbejde med de her temaer, er du altid velkommen til at række ud. Du kan også skrive dig op til mit månedlige nyhedsbrev, hvor jeg deler tanker og inspiration fra mit arbejde med terapi, ledelse og menneskelig udvikling.
Jeg lyder som Katrine Diez
It all begins with an idea.
Om facader, følelser og hvorfor autenticitet er vigtigere end nogensinde.
Vi lever i en tid, hvor næsten alt kan poleres, kurateres og sættes i scene. Fra Instagram-filtre og LinkedIn-opslag til små øjeblikke, der deles på Stories. Selv sorg, stress og tvivl kan pakkes ind og præsenteres i en form, der ser “rigtig” ud. En sorg på den helt rigtige måde.
Men hvad sker der, når vi begynder at tro på facaden? Når vi tager billedet af det perfekte liv for virkelighed – både andres og vores eget?
Jeg tror, vi mister noget væsentligt.
For længslen efter at være smuk, succesfuld eller “på toppen” handler i virkeligheden ikke om polerede billeder. Den handler om et dybere behov: at høre til. At blive set. At blive elsket. Og vi tror, at facaden kan sikre os den kærlighed. Problemet er bare, at det modsatte sker: vi kommer længere væk fra os selv – og dermed også længere væk fra andre.
Da jeg for nylig – lidt modvilligt og alligevel nysgerrigt – lyttede til Katrine Diez’ bog I egen barm, blev jeg ramt af, hvor genkendelig hendes længsel var. Ikke fordi jeg lever som influencer, men fordi jeg selv har haft driften mod det pæne, det kontrollerede, det perfekt kuraterede. Og jeg måtte erkende: Jeg lyder som Katrine Diez. For den længsel findes nok i de fleste af os – ønsket om at præsentere en version af os selv, der er let at elske.
Men risikoen er, at vi ender med at fremvise det, som også bliver kaldt det falske selv, fremfor det autentiske. Når vi konstant tilpasser os andres forventninger, mister vi kontakten til den stemme i os, der ved, hvem vi egentlig er. Den stemme, der længes efter noget ægte.
Jeg oplever, at det netop er i sårbarheden, vi virkelig forbinder os med hinanden. Ikke når vi ser fejlfri ud, men når vi tør slippe skjoldet og vise, hvem vi er – også når vi ikke har styr på det hele. Som forskeren Brené Brown siger: “Sårbarhed lyder som sandhed og føles som mod. Sandhed og mod er ikke altid behageligt, men det er aldrig svaghed.”
Det kræver emotionel intelligens at være i det felt – evnen til at rumme egne følelser og møde andres uden at dømme eller skjule. Men vi trænes sjældent i det. Tværtimod trænes vi i at optimere, præstere og præsentere. Det polerede kommer til at stå i vejen for det levende.
Og her er koblingen til virksomheder og ledelse: Når vi vælger at arbejde med influencers eller kommunikere med medarbejdere og kunder, bliver valget mellem facade og autenticitet afgørende. For hvis historien kun er poleret, mister vi forbindelsen til det, der virkelig betyder noget. Den polerede fortælling kan skabe opmærksomhed – men den ægte skaber relation. Og relationer er fundamentet for stærke virksomheder, stærke ledergrupper og stærke fællesskaber.
Så måske er det egentlige spørgsmål ikke, hvordan vi kan blive mere perfekte – men hvordan vi kan finde modet til at være mere ægte.
Hvis du er nysgerrig på refleksioner om autenticitet, nærvær og hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor alt kan måles og filtreres – eller hvis du har lyst til at arbejde med din eller din ledergruppes emotionelle intelligens – så er du velkommen til at signe op til mit månedlige nyhedsbrev eller række ud til mig direkte.