Jeg lyder som Katrine Diez
Om længslen efter det smukke, jagten på mening og vejen tilbage til sig selv
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke skulle bruge tid på bogen I egen barm af Katrine Diez. Det virkede mest af alt som en gossip-roman, hvor de mest private detaljer allerede var blevet delt på Reddit og i sladderbladene. Det på trods af at jeg faktisk havde fulgt Katrine Diez on/off på Instagram i nogle år. Set hendes smukke outfits, vilde rejser og det perfekte liv i den kreative klasse.
Ja jeg havde bestemt mine forbehold Men alligevel blev jeg draget. For der var noget over det smukke ydre, det dådyragtige blik og det nøje kuraterede univers, der facinerede og dragede mig.
Så jeg satte – lidt modvilligt, men også nysgerrigt – lydbogen i gang. Katrines egen spæde stemme fulgte mig i bilen og på gåturen i en uges tid. Og jeg blev både chokeret, irriteret, bekymret – og fascineret.
Og så skete det kort efter: Jeg sad med min egen dagbog og skrev en sætning, der var mit forsøg på at få livet til at give mening. Og pludselig kunne jeg høre det: Jeg lyder som Katrine Diez.
Det var ikke ordene, men tonen. Det håbefulde. Det pæne. Det alt for smukke, som alligevel rørte noget i mig. Mit noget mindre farverige liv havde andre ord – men længslen var den samme. Driften mod det pæne, det kontrollerede, det perfekt kuraterede. Drømmen og længslen om at nu lever jeg på den lyserøde sky forevigt.
Spektaklernes tid
Vi lever i spektaklets tidsalder.
Ordet spektakel kommer fra Guy Debord, le spectacle. Det handler om, at vi oplever verden gennem billeder og iscenesættelser. Et måltid skal fotograferes, en rejse skal postes, en sorg skal deles i det helt rigtige lys. Spektaklets samfund forvandler rigtige tanker til overfladiske forestillinger.
Det er en tid, hvor facaden ofte bliver vigtigere end det, der ligger bag. Hvor det polerede billede kan betyde mere end oplevelsen selv – og hvor vi næsten uundgåeligt begynder at tro på illusionen. Ikke bare andres, men også vores egen.
Jeg kunne mærke det i mødet med Diez’ bog. Det var ikke kun hende, jeg hørte – det var mig selv.
Den længsel, vi deler
Og her er pointen: Den længsel er ikke sær. Den er grundmenneskelig.
Vi er flokdyr. Vi er biologisk indrettet til at søge tilknytning og anerkendelse. Problemet er bare, at vi i vores tid alt for ofte forveksler kærlighed med beundring – og fællesskab med likes. Vi tror, at det polerede, stærke og kontrollerede udtryk åbner døren til fællesskabet. Men det gør det modsatte.
For det, vi i virkeligheden længes efter, er jo ikke applaus. Det er at høre til. At blive set. At blive elsket. Ikke for en facade, men for den, vi virkelig er.
Når vi gemmer os bag det perfekte, risikerer vi at præsentere en udgave af os selv, der er let at beundre, men svær at forbinde sig til. Og vi mister kontakten til den stemme, der ved, hvem vi er.
Søren Kierkegaard ville sige, at vi sidder fast i det æstetiske stadium, hvor vi jagter skønhed og anerkendelse. Men før eller siden banker det etiske stadium på – trangen til at leve mere sandt, mere ægte.
Den verdenskendte amerikansk psykiater, Irvin Yalom, beskriver det samme ud fra et terapeutisk perspektiv: at mening ikke findes i facaden, men i relationen, i mødet mellem mennesker.
Det kræver mod at stå i sin autenticitet – med både styrker og svagheder. Måske fordi vi frygter afvisning, eller fordi vi slår os selv i hovedet over ikke at være perfekte. Men her ligger paradokset: Autenticitet skaber både mening og tydelighed. Tydelighed til at sætte kærlige grænser. Tydelighed til at forbinde sig med de mennesker, som faktisk kan lide det, de ser og mærker. Og den tydelighed skaber relationer, der er dybere – og et liv, der føles rigere.
Min udvikling som terapeut
Under min uddannelse som psykoterapeut (Emotion Focused Therapy) er jeg blevet endnu mere opmærksom på, hvor let vi mennesker kan fare vild i længslen efter det polerede – og hvor meget vi i virkeligheden længes efter noget andet.
Følelser peger os i retning af, hvad der betyder noget for os. Når vi lærer at lytte til dem, og turde at mærke dem, får vi adgang til os selv i en ren form. Og ud fra det kan vi finde en større mening og klarhed i os selv, og endnu bedre evnen til at forbinde os med andre - uden at skulle jagte likes eller følgere.
Jeg har måttet se mine egne blinde vinkler i øjnene: Hvor ofte jeg selv har søgt efter anerkendelse gennem det pæne og det rigtige. Men også hvor frigørende det er, når jeg tør træde ud af det mønster og ind i et mere autentisk selv.
Brené Brown siger det klart: “Sårbarhed er ikke svaghed, det er modet til at vise sig, som man er.” Og her ligger nøglen. Vi længes efter at blive elsket for det, vi virkelig er – men vi ender alt for ofte med at præsentere en redigeret version af os selv i håb om, at netop den vil blive accepteret.
En invitation
Så ja – jeg lyder som Katrine Diez. Og måske gør du også. Ikke fordi vi alle drømmer om at være influencers eller være en del af toppen af poppen i den kreative klasse, men fordi længslen efter at blive elsket gennem det smukke og polerede er en del af de fleste af os.
Spørgsmålet er, om vi tør bryde med spektaklernes logik og finde hjem i noget andet: autenticitet, nærvær og sårbarhed.
Måske er det dér, vi virkelig kan blive set og elsket på den måde vi ønsker.
Hvis du er nysgerrig eller klar til at arbejde med at finde ind til mere nærvær og autenticitet, er du altid velkommen til at række ud. Du kan også skrive dig op til mit månedlige nyhedsbrev, hvor jeg deler tanker og inspiration fra mit arbejde med terapi, ledelse og menneskelig udvikling.
